13 apr 2018

Freakin-friday-Facebook-freestyle…

Nu siger jeg det bare lige PRÆCIS som det er: Jeg har det MEGA STRAMT med Facebook! (Og egentlig også med Linked In og Instagram). Både som privat person – og som ejer af en virksomhed, der ‘bør’ profilere sig selv på diverse sociale medier. Du ved nok… den parallelle verden, hvor alt er enhjørninge-smukt og går virkeligt godt: Hvor prutter er regnbuefarvede og rigtige kvinder både er slanke, har lange øjenvipper og styr på deres shiiit.
PRIVAT – fordi det på mange måder er en platform, som skaber en masse støj i mit liv. Både sådan helt regulært, når jeg scroller mit feed igennem og bliver bombarderet med mere eller mindre ligegyldige historier, billeder, videoer… Men i lige så høj grad, når jeg måler mig selv, mit liv og mit værd gennem andres (ideelle) fremstilling af dem selv, deres børn, deres parforhold. (Vi kan lige så godt få svesken på disken her! – og det ER sådan det er for mig af og til.)
Hvorfor er jeg der så? (Spørger den kloge vel…)
JOW JOW…  men det ER jo også stedet jeg får inspiration, følger med i kommende arrangementer jeg ikke anede jeg gerne vil deltage i, får kontakt med en masse spændende mennesker, læser nyttige ting OG snager som en vild! (:-D…  Jeg SAGDE jo det med svesken).
SOM VIRKSOMHED – og ejer og ambassadør for mit 3. barn aka Umage Bureau, synes jeg OGSÅ det er pissesvært at få noget nyttigt ud af min firmaside. Jeg bliver nemlig ‘helt tom i kasketten’ når jeg sidder og bryder hjernen med hvad jeg skal dele? For hvad gider folk egentlig at læse fra en nørd som mig? Og hvordan når man ud til ‘de rigtige’ og fortalt præcist DE historier, som sparker døren ind til de fede projekter og de gode mennesker…?
NÅR jeg endelig deler et instagram billede, så får jeg blot en lille håndfuld ‘likes’ fra 3 ledere og en lommetyv.
Årh mand… bliver helt træt ved tanken. Og så har vi ikke engang rundet problemstillingen om deling af data og whatever.
MEN jeg ved jo til gengæld også, at for de virksomheder og personer der forstår at knække koden – så kan der være en hel del mening og værdi i at være aktiv og til stede på Facebook.
For ikke så længe hørte jeg citatet: ‘Den der gør noget, har også ret.’ Og det synes jeg fandme er godt sagt. Netop de ord vil jeg lade være min indgangsbøn til minimum en måneds eksperiment og freestyle-famlen på Facebook (og Linked In og Instagram). Simpelthen slippe tøjlerne lidt og se hvad der sker…
Vil du være med? Ikke bare som i at ‘følge med’ – men som I at lege med… og måske gøre det et mere tåleligt sted at være? Tror faktisk vi er flere der har brug for det.
P.S…. I virkeligheden er billedet jo øverst ikke engang mig. Mit skrivebord sådan her ud – på en helt almindelig fredag. (Sagde du #minusglamour og #rodehoved?)